mandag den 31. marts 2014

Tværsnit af en verden


I

Mor jeg kan sanse din verden nu tror jeg:
At sanse kloden uden frygt som en dykkende fugl.

II
Det smukkeste selvmord starter i kroppen:
Lyden af kød på kloden når noget siger stop.

III
I kroppen følte nogen at toget begyndte at bremse
i morges.

IV
Fortæl mig om jeg har ret
når jeg vil danse som en halshugget høne
som det sidste i denne krop.

V
Hvad betyder det når alle de mennesker råber på tv?
Er der nogen som ved det?
Ved de selv hvorfor de råber?

VI
Lad os alle synge:
”midt i menneskemængdens maskerade
falder kroppe ned fra oven og hovedløst
går de i gang med at sparke hul i klodens digte.”

VII
Disse strande hvor de danser på hvalens krop
som et forsøg på at komme ind eller ud -
Disse strande vil vi gense alene -
These lone and level sands
er kulissen for menneskets hjemkomst
kroppens endelige ind eller udgang -
Livet vi kun kan besøge.

VIII
Vi indtager verden som en frugt
i luften
skraller, inddeler, og fordøjer
i kroppen -
En undertrykt forventning.

IX
I toget følte nogen at kroppen sagde stop i nat.

X
Mor nu lever jeg i min verden
som en dykkende fugl
og jeg vil dø som den høne
der allerede er død men danser.

XI
Den sang, kan du huske den sang
som vasen nogle smadrede ude på gaden i nat
fordi vasen stod der ude og de var der ude og de
syntes at vasen ikke skulle stå der ude længere.

XII
Selv hvis vi kunne se alt ville vi ikke forstå det
verden, skær mig i stykker!
og skær min verden i stykker når du er færdig med mig!
sådan. Forstår du mere nu?

XIII
Det må være sådan det skal være?

torsdag den 27. marts 2014

En lille fuglesang

                         Jeg
ånder ud
forlader denne verden
                         for en tid
for at trække vejret
ind og verdens partikler
ligger sig på min tunge
verden sanses gennem celler
                         gennem verden
verden i kroppen
når kroppen er
                         i verden
fuglen fri i buret
                         i buret
jeg flyver frit omkring
til jeg rammer en tårnmur
                         i buret.

onsdag den 19. marts 2014

...

...
men jeg rystede.

Hundredevis af bøger lå på gulvet
                             ved siden af mig

åbne med ryggen mod loftet
som fugle faldet i flugten
eller frostramte blomster
eller glemte begravede
                             vendt rundt af jordens rysten

                                                                                                                    Jeg kan stadig ikke rejse mig op
                                                                                                                    for jeg ved hvordan de har det.

torsdag den 6. marts 2014

...

I dag er en fridag
så lad os sammen gå ud i skoven
og samle digte