søndag den 15. marts 2015

parallel

Kigger væk fra verden op i himlen
og så væk fra verden ned i jorden
alt det papir alene i norden
er i jorden nu som spirers vrimlen.

Og straks ser jeg en verden væk fra mig
det er den samme sang som spadestik
jeg ser spor forladt af en flok som gik
jeg fik lært af flokken at finde vej.

Kontrasten er klar i den symfoni
den er verdens last; sidder fast på hvidt
tænker binært synkron som forbandet.

Parallelt parallelt ud af den sti
nej bladene falder aldrig som skidt
så de falder for evigt som vandet.

Lader nettet holde min hest for mig et par øjeblikke. Det kan man godt.

Her løber hun sig en tur i cyberspace

torsdag den 12. marts 2015

Petit


Hvem gider vente når verden allerede er under os

har vi nogensinde haft brug for andet?
jeg får lyst til at skrive:
VI ER ALLE PHILIPPE PETIT.

Når vi får øje på to frugter jonglerer vi
når vi ser to tårne begynder vi at gå
men hvor kan verden gå hen nu?

Vi er alle smukke knuder
over verden endnu
hvor er linen lang i dag
først tilsidst
forstår jeg om linjen slår til.

Jeg ved ikke altid om jeg tør se
alle de mennesker gå rundt hver dag
det er også en dans med døden
at placere vægten af et menneske
her i verden
på en fod
med den anden
i himlen.

Først til sidst
ved jeg om linjen slår til.

fredag den 6. marts 2015

En rundtur i min dagbog 4/2 - 6/3

Onsdag d. 4. Februar

Jeg skriver en dans gennem dage. Jeg taler og rører ved ting hver dag. Jeg læser, spiser, blinker - sætter spor i lys og tid. Nu vil jeg digte. Tænkt som hvis jeg trak vejret i toner.

Torsdag d. 5. Februar

Det var fugle der vækkede mig. I huset er der andre karakterer. Det har sneet og jeg gik en tur i lyden. Ny dansk digter i radioen stammer sig frem mod ordet "Tema."
Jeg gik tilbage, eller hjem, for at spise frugter. Hvorfor må nogen skrive for at have et køn? På tekst sidder ting som slips og æggestokke uden på tøjet. Man skal ikke være enig med sig selv for at skrive et digt, men det hjælper at finde sig i uenigheden.

Fredag d. 6. Februar

Man skal evigt sige evigt.

Mit navn er Mads og jeg er aldrig blevet elsket af en stærk kvinde
det får mig til at føle mig en smule svag
nu er dagbogen mere personlig
jeg er intet jeg ikke bliver kaldt
af folk som mig.

Jeg vil anstrenge mig nu
og skrive komplekst
for at leve op til naturens underdelinger.

Barnets aften:
en nervøs nocturne. lidt langsomme lyde.
Gulvet. Loftet.
Huset sover nu.

Lørdag d. 7. Februar

Vi fødes
samler digte
og dør.

Planteriget stråler omkring os.

Ha! Livet er at vente på busser der aldrig kommer
døden at se sig selv i en af dem.

Sådan nogle fucked soldater
som kunne dræbe for en samvittighed.

Ha! Jeg er færdig med at være færdig.

Søndag d. 8. Februar

Da jeg kom hjem fandt jeg hendes navn over skoven. Ikke noget virkeligt, men kroppen ville det. Jeg dansede dårligt tror jeg. Jeg er hverken stjerner eller søvn. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Stod på trappen til også det blev for koldt. Skulle jeg have danset videre og lade dagen ende blindt? Sådan noget vælger vi ikke. Vi kan gå videre, men aldrig hjem.

Jeg så en indbrudstyv gå i haven. Det var som om han ikke gik på jorden. Jeg svedte som når jeg vågner. Han gemte sig i det tætte buskads
fuglen i sit ribbensbur
synger hjerters knirken
græsset vådt. Som når jeg vågner. Det er ikke en fæstning, men en drift mod forfald.
Alt tyven stjal
var billedet.

Mandag d. 9. Februar

Dyr er bare levende væsener omkring os.

Hjertet er en spamrobot
huden en harddisk
med begge fødder solidt plantet i vekselstrømmen
følges vi ad mod pixelerede øjne
der er vores og deres og
vores og deres og hjertet
forstår at ramme vores behov
så vi flovt må kigge ned og tage imod.

Solstråle på væggen jeg har ondt i maven
og dagen går for hurtigt.

Vi har modtaget en tvivlsom erklæring af kærlighed. Forhold jer venligst i to og fortsæt mod kropens udgang.

...

Onsdag d. 11. Februar

Hvis fuglene boede i mit hår og jeg boede i skoven ville jeg danse for evigt. Jeg ville have tusinde børn i skoven og de skulle alle sammen hedde Silas fordi at Silas betyder skov. De skulle kalde mig søn for at jeg aldrig skulle blive alene.
I sproget. Vågnede med et ar på benet formet som en drøm.
Man er barn til man glemmer at tale. Til man vågner med et ar. Kun drømme er ude af skoven før morgen.
sprog gør os til dyr. Dyr gør os til børn. Børn gør os til sprog.
Det er en skov vi kan hedde, have på, eller dø i som vi vil, eller må.

...

Fredag d. 13. Februar

(Det regner)
Flydende erfaring:

Alt er på alder med verden. Jeg kan ikke huske om det er deprimeret jeg er i dag. Fuck homøopati! Hvis vand havde hukommelse ville det være deprimeret. Det fryser så meget og falder så ubrugeligt. Det sidste vand har brug for er at huske. Ja ja vi har måske brug for vand, men kom ikke og sig at vandet har brug for hverken os eller vores behov. Så længe vi husker vand vil det være meningsløst for vandet at huske. Meningsløst og dumt. Vand: Det eneste arbejde mere tragisk end vores.
Undskyld jeg spørger dig fremmede, men har verden altid brændt som nu? Vi skyer hinanden som flammer. Os selv som vand.

Lørdag d. 14. Februar

Sange formindsker afstande. Sproget gør os i stand til at gå.

Jeg har været vågen i fire timer og det er allerede aften. Det er for sent at foretage sig noget quixotisk i dag.

Vanitasorganer
sandhedens time
nu skyder de hinanden i København.

Søndag d 15. Februar

Vi er alle både hunde og ensomme ulve. Tv'et er vores profet. Ingen svar findes i de her farver. Ond? det kan du selv være! Se vi er alle mennesker. Til døde os skildrer.

Fuck den halvdel af verden der mener at se hvor den ender. Sådan skal vi ikke dele den. På overfladen gror træerne og os. Under os: Rødderne i os. Mød mig i byens mosaik hvor hver farve er en vej mod en fremtid.

Jeg elsker
din mandelformede
virkelighed.

Igen i nat kom toget for sent til det hele.

...

Onsdag d. 18. Februar

Han sagde: "Vi er mennesker fordi vi er de eneste i stand til at smadre alt hvis vi ville."
På vej hjem så jeg en ring af fjer omkring en lygtepæl. Jeg ved ikke hvad det var. Beklædning? I hvert fald lige så dødt som resten.
Tilbage til livet på en ø ude midt i trafikken. Jeg tror at hvis man gentager ord og sætninger nok bliver de til blomster.
Man/ jeg bør nok se bort fra denne dagbogs begyndelse da den er noget pladder. Når alt kommer til alt kan vi kun se bort fra bøger. Aldrig dybere ned i deres hvid/sorte kalejdoskopvirkelighed.
Vores sidste åndedrag er lydløse ord. Jeg bestræber mig på kun at sidde med ansigtet i kørselsretningen hvis jeg glæder mig til destinationen.

Torsdag d. 19. Februar

I dag har jeg svært ved at forholde mig til mennesker der har svært ved at forholde sig til mig som om jeg var dem. I går var det lange sætninger. I morgen vil jeg bare elske.

Sprogplanter er en god titel til noget.

De skiftende tiders tortur.

Vi bringer pizza ud med taxa på den yderste dag.

Min elskedes skuldrer over mig
mågevinger på vej mod verdens storme
jeg tror jeg elsker aldrig at være alene med folk som jeg elsker
sammen i skoven er vi skoven sammen.

Fredag d. 20. Februar

Ifølge Ordbog over det danske sprog
er vi alle sammen barbarer
jeg sætter min kaffe over og tænker på hestene
der sjældent er født hvide, men bliver det med tiden
som man siger det om kvinden
som vandet der nu løber gennem maskinen for at opfylde et behov
som noget der ikke længere er vand
men hverken mere eller mindre
og når vandet under en by fornyes flyder vi med
ud i alting
ordene husker for os hvad vi bruger dem til
vi husker os for hvad vi bruger dem til
en efter en glemmer mureren hver sten
men huset husker at stå der.

Hvis sproget er værens hus
skriver og taler alle til husbehov.

Midtvejs på vores vandring gennem noget
så vi nogen som ikke er os.

...

Søndag d. 22. Februar

Jeg drømmer om kvinder i gyldengule kjoler

da hun ringede sagde hun at hun ikke kunne sove så hun malede et barn. "Det er ikke mit" tænkte jeg.

Udenfor mig er det svært at finde noget at skrive om i dag.  Jeg prøver med noget prosa: Siden han tog rebet ned igen har alt han har foretaget sig været med vilje. Lidt dystert måske, men idéen er som den skal være - At vælge at dø er ikke det samme som at vælge at sige ingenting. At vælge at dø er som at sige det hele på en gang. 
Jeg har aldrig haft lyst til at dø, men når jeg ser en plante kravle over en mur får jeg lyst til at følge efter den. Væk fra mig.

JEG ER LIGEGLAD MED OM DER ER LIV UDE I RUMMET
JEG VIL HELLERE SIDDE OG LEDE EFTER DET I BUSSEN VED SIDEN AF.

...

Tirsdag d. 24. Februar

I dag går jeg tidligt ud og venter på bussen fordi jeg egentligt godt kan lide at vente på bussen.

Bruno hvis du vidste at der står en statue af dig i Rom … Jeg har en ven der forsøgte at flygte til Østrig sidste nat. Han flygtede fra ingenting, ikke fordi at han ikke flygtede fra noget. Universet er uendeligt. Det kan man ikke flygte fra og alligevel kan man sige at enhver bevægelse er en flugt fra noget. Har du mon tænkt det Bruno da du gik 10,000 kilometer gennem Europa for at ende som aske i vinden. En bevægelse og en flugt gennem alt. Jesus over søen var den samme bevægelse. Se hvilken flugt. Du gjorde ret i at kalde ham en magiker og det må man have tænkt hvis man så det. Er det overhovedet muligt at flygte til Østrig? Jeg skulle have spurgt ham om det ikke er det samme overalt.

Onsdag d. 25. F
ebruar.

and miles to go before i sleep
and miles to go before i sleep.

...

Fredag d. 27. Februar

Jeg tænder mit tv så jeg også kan se
en eller anden kemisk Medea forsøge at flygte
fra verdens begrænsninger
det var også denne by som åd sine egne børn en gang
som tiden
husker i det nede i maven på den store vide verden?
Der nede hvor man ikke længere bliver sendt væk for at glemme
det man alligevel allerede havde glemt og  for som det sidste og eneste at blive mindet om
det man allermest ønsker at glemme.

Vi fødes med ansvaret som en sygdom og glemmer det
som en bivirkning af den kemi der aldrig kan være vores og aldrig andet end historien
på skærmen:
se hvilket mangelfuldt væsen der på skærmen
som sukker og vitrol
se hvilket vendepunkt
jeg vil gå i den anden retning uden at se mig tilbage.

Krydser gaden som en hund
alene som en ulv
ubemærket i vinden med kolde ører.

lørdag d. 28. Februar

Venter på en bænk på et tog. På en jeg tror jeg elsker på toget. På en dag hvor alt jeg skriver føles som stopmotion på et sprog jeg ikke selv fuldstændigt forstår på trods af at jeg selv sidder på bænken og skriver på papiret på dansk med blyanten på skrå og påvirkelige syner på væggen som de ti nervøse påskeliljer jeg i dag satte i en whiskyflaske med vand i på bordet. Ti var de og ikke helt sprunget ud. Derfor nervøse på trods af at alt nok skal blive godt når toget kommer. Jeg venter på en bænk på perronen.

Søndag d. 1. Marts

Søndag morgen. Under dynen der stadig dufter af os. Et rum fyldt med forskellige flasker. Fandt et af hendes hår på gulvet. Hun var der selvfølgelig ikke længere. Så ville jeg aldrig have fået øje på det hår. Nu var det der. Hun var der ikke og jeg ved ikke med sikkerhed om jeg var der. Der var ingen til at se mig. Og jeg så så meget andet den morgen. Alt andet. Men ingen.
Fordi hun er væk har jeg svært ved at finde noget som helst. Jeg har fundet døren, men den kan jeg ikke åbne længere. Nu er lysene i flaskerne på højde med hylden ved siden af. Natten var lang og vinen stod næsten urørt. Hele tiden under to par læber der talte samme sprog. I en whiskyflaske med vand stod ni påskeliljer. De bøjede hovederne mod mig hele natten. Mine øjne gled rundt mellem øjne og blomster. Hvis det en dag ikke længere var lovligt at skrive om kærligheden ville man heller ikke kunne skrive om natten eller døden. De holder hinanden på kroppen som blade. Her står jeg tilbage nu og forsøger at spejle mig i et trægulv som en blomst eller noget andet der ikke er her længere.
Andet kan jeg ikke finde.

...

Tirsdag d. 3. Marts

Vi slider himlens lag og sidder fast
på jorden hvor enhver idé er spildt
som fisk i et akvarium uden ilt
fangers spejl er overfladers glas.

To tårne faldt i evighedens blik
to torne i mit øje skriger "tid!"
Og træt fiktion fra fjerne tiders strid
var alt der skrev den fremtid som vi fik.

Og de politiske papegøjer
ejer ingen af de ord de bruger
sprognedsmeltning forurener jorden.

verdens nat hvor bløde toner støjer
hvor vi mimer planter over mure
her vil mørket elske metaforen. 


Onsdag d. 4. Marts

For træt til at se hvad der står på kirken
alting sker igen.

Aldrig før har jeg været så længe om at
 skrive et punktum.

Jeg glemmer aldrig navnet Myosotis.


Torsdag d. 5 Marts

Formen fragment

Fragmentet er min barndoms øjeblik
i regnen som et spyd af sommergræs
vi skrev en virkelighed som siger: "læs"
en bomberegns fragmenter alt vi fik.

Et græsstrå bøjes ikke af en blomst
en linje kom her i bevægelsen
det vi skriver hører ikke op igen
græssets rødder sikrer kun dets fremkomst.

En malers sjæl på siden af et tog
binært evig gløder horisonten
vi drikker mælk og jordens askeregn.

Forløbet under byen er en bog
navne flyder rundt i døbefonten
det aldrig skrevne lever som et tegn.

Fredag d. 6. Marts

Føler mig lidt som et punktum i kursiv.



...


tirsdag den 3. marts 2015

Darwins mareridt


Vi slider himlens lag og sidder fast
på jorden hvor enhver idé er spildt
som fisk i et akvarie uden ilt
fangers spejl er overfladers glas.


To tårne faldt i evighedens blik
t
o torne i mit øje skriger "tid!"
Og træt fiktion fra fjerne tiders strid
var alt der skrev den fremtid som vi fik.


Og de politiske papegøjer
ejer ingen af de ord de bruger
sprognedsmeltning forurener jorden.


verdens nat hvor bløde toner støjer
hvor vi mimer planter over mure
her vil mørket elske metaforen.