Salme

- Til det værende væsen

At se på døden med øjne af sølv
og vide at du hver dag vil tabe
at se de døde der stråler som sølv
og alting det stråler alene.

Så se på døden med øjnene af sølv
og vid at det hver dag var dig
der sang til sølvstrengens toner
og vågnede til slørede finaler.

Vi synger som sølv som det sidste stop
og smelter i ædel ekstase
Ser man på frugter for længe
falder de ned fra de levende kroner:

Vidner om tiden i livet på jorden
på jorden til sidst som os alle
på jorden efter årets tungeste byge
er vi på jorden forsølvede frugter.

Slange kadence

”Det er rigtig svært altid virkelig at have noget at tænke på.
Enhver der husker i dag hvad de gjorde i går
kan ikke have noget interessant at tænke på i dag”
- Gertrude Stein

At læse en tekst uden kommaer og punktummer er som at trække vejret efter en forkølelse og tænke endelig endelig kan jeg ånde i verden som verden ånder i alt det er som et meget langt digt med en fast metrik og et endeløst budskab uendeligheden aflæst i vores talsystem alting i én mands hånd alting i én kvindes krop og hun ved det det er en bjergkæde som man ikke kan se på en gang naturens lange digt og det går op for dig hvor stort det hele er når du befinder dig midt i det og så er du et sted hvor du hverken kan se begyndelsen eller enden af noget det er en lang jernbanestrækning en slange der bider sig i halen man ender ikke hvor man startede for så ville slangen have to haler og det har den ikke toget løfter fuglene fra markerne som en slange gennem græsset men fuglene flyver aldrig væk i digtet de letter bare i et evigt billede og er i mange verdener på en gang men føler det ikke som elskende på et maleri der har hinanden for evigt og derfor aldrig får hinanden det er bedre at forelske sig uendeligt mange gange end at være uendeligt forelskede selv dyr forelsker sig eller det ser i hvert fald sådan ud de forstår at være glade for hinanden i det øjeblik de ser hinanden og ikke kun når en er hjemme og den anden på jagt de jager for at leve og lever for at jage det synes jeg at vi kunne lære en del af og så skjuler de aldrig deres kærlighed til verden eller til hinanden det synes jeg godt man kan se og verden elsker at se dem elske hinanden dyrene elsker for at leve og vi elsker for ikke at dø at skrive en tekst uden kommaer og punktummer er som at trække vejret og en slange med to haler er en verden uden mening og et hovedløst liv alle kan smage døden på sin første dag og alle gode digte har sin hale i sin mund og munden omkring sin hale

Sfærernes musik

- Efter Rued Langgaard

Jorden
Når urnen er i jorden kigger vi op
mod en askegrå himmel
vi går der fra
med løftede blikke

for hvert skridt
synker den under os
alt synker sammen og
mennesker føres sammen
og synker sammen
og sammen trækker vi os videre
gennem verden med hænderne
ført sammen

og tankerne flyder ud
fra et uudtømmeligt jordlag
i os
til den dag hvor vi bærer hinanden
på jorden en sidste gang
og kigger (i forventning)
op mod en askegrå himmel
fra en blågrøn sammenkrøllet sfære
en dag vil vi synge til tonerne
af jorden over os.


Tonen
Det
det er tonen der skaber
os og vi skaber
toner

et sted i universet
fra en snøvlende trompet
måske
flyder alt hvad der er mig
og alt det vi går på
her

en dag for 23 år siden
en dag før jeg blev født
hørte jeg en sang om mig
jeg har ikke hørt den siden
men den hænger stadig på mig
som lette klæder som
lydens kæder der
kæder os sammen
med hinanden og
sammen
med det vi ser når vi synger

i sange bliver vi skabt
når vi hører tonen der skabte os
et sted bag harmoniske udblæsninger
og baggrundsstrålingens summen
falder runde frugter fra stammen
og lander
som os på vores jord.


Frugten
Frugten er det at blive født
og følt på
af en mor
en verden vi møder
når vores øjne og ører åbnes
og vi føler vores egne frugter mens
vi går på jorden før dem
og glemmer vejen tilbage
til lyden
stammen hvor musikken
og vores far findes
som runde former.


Ham
Jeg tror at han råber af smerte
når harmonier bliver født
af ham
men jeg håber at han hører
at det også bliver følt af mig
her hvor jeg synger om
frugter jord toner og ham
der synger
med uendeligt mange stemmer
i en evighed
i min
evighed.

sonet #3

Der er dage hvor jeg vandre der selv
i dybe skove de sene timer
hvis du høre en kalden der inde
skal du først være bange når du ser
hvorfra i mørket ordene kommer
og det sidste man gør er at løbe
i skovbund kan kun dyrene stå fast
sidste nat drømte jeg om en hare
som endte livet på ulves tænder
dens sidste seng blev løv og skovens muld
da jeg vågnede fra drømmen igen

så jeg på harer som var de mig selv
hvis du smiler når ulvene bider
slår de ikke ihjel med det samme.

Sonet #2

Går gennem skoven i mine tanker
hun bærer på noget smukt og forladt
vores verden hvor børn græder fordi
børn græder og lyset flimrer forbi
i verden de tabte som de fleste
jeg vil ikke skrive at det hele
er et tog, for havet flimrede først
Ikaros, Morti, Shelley, Byron, Keats
og selv Phaethon; faldt ikke men blev tabt
som børn af mødrene her i skoven
hvor livet begyndte i et øje.

I sange på jorden ser jeg dem nu
ordet; døden på jorden i sange
og nu døde på jorden i sange.

Sonet #1

De fugle de flyver så højt i dag
at jorden knap sanser deres skygger
træernes rødder så dybt i jorden
at mine fødders rute ej røbes
vindenes sang i ord eller tone
holder evigt koncert for mit øre
sommerens marker og vinterens slør
er bøgerne uden omslag for mig
jeg ville ønske jeg en enkelt dag
kunne lukke min hjerne for verden
så ville jeg vide hvordan det er
at være blind, dum og døv som bladet
der hænger alene dag efter dag
og skriver sine digte gennem mig.

Sommer

Jeg så hende male
den sommer
nu ser jeg hende
i drømme
foran lærredet
hvor trækroner bliver til eksplosioner
og stjerner kan skære
på lærredet
hvor vi gik ture
ikke som mig og hende
ikke som elskere
men som to bønder
som mester og den spinkle læredreng
som en hejre og en hare
som vilde blomster tæt mellem fliserne
et par skårede kopper
et utal af kroppe
som græs
som et par faldende duer
hånd i hånd med himlen
mod jorden med åbne arme
hun malede min sommer.