Det står og falder med os

ud af historien vokser vores undergang som en tumor

ud af os vokser historien som en legemsdel

digtets symbolskov falder med alle

alle de træer de er en sørgedragt

en blykåbe belagt med bladguld

du ved det

skovbunden flyder med dødsmasker

digterne lusker rundt og prøver på

rævens symbolsol gemt i tidlig jagt

bagved farven forsvinder jeg også i hvidt

en bunke knogler ved en rævegrav

billedet fra nogens barndom

på bogens sidste side

bag den et ansigt som skoven skærmer lidt endnu

en bunke bøger ved mit hovedgærde

skovbunden flyder med os

Til Hest

- Skrevet til dette maleri af Frederikke Billie Jensen med titlen Hvid Død på Bleg Hest :

Jeg har læst om hvordan de indiske guder
red på heste af luft og tæmmede blæsten
med deres vejrtrækning.

*

Monéts valmuer opsuger malingen med deres rødder
set på afstand
dem og byens røde lys set på afstand
vores grundvand
set på afstand kunne det ligne blod
set på afstand
alle de blade jeg falder
set på afstand kunne det ligne noget.

*

Og jeg tænker på et Irland
der fandtes
hvor folk forsvandt i tågen
og fiskere og sømænd frygtede
de skyggeheste der af og til dukkede op
i bølger omkring båden
og et Irland som
forsvandt i tågen.

*

Hvor ville jeg være tryg og bange
hvis jeg lå der i flokken af heste
og var en hest i aften
hvor ville jeg være en hest
der i flokken af heste
tryg og bange
som kun en hest i en hesteflok kan være det.

*

Men
malede heste spiser malet græs
spiser malede marker
hvor jeg aldrig
kan være.

*

Den kunst den er værens fængselsmur
så stig op og syng hvad du ser
sammen kan vi ride gennem vores verden
på ryggen af verdens digte
gennem vores verden med vores verden
på ryggen
af verdens digte.

Tilbage

Lyden af regn
en moders stemme
tilbage til ægget hver aften
lyder som naturens uoprettelige brister
regnen tilbage til mig
at læse en bog måske
fordi man holder af at være der
hvor vi var en gang
og altid vil være alene
som en duft det aldrig vil nytte at nævne.

- Undskyld. Jeg troede du var en anden.
- Det ved jeg ikke.

Undergang under gang

Ud af historien 
vokser vores undergang
som en tumor
ud af os vokser historien
som en legemsdel.

Et digt til Baudelaire tror jeg det blev

Nøgne kastanjegrene pisker hjælpeløst i vinden
nej
sådan skal dette digt ikke starte
vi er alligevel mere hjælpeløse
end alle træerne
ikke engang dem kan vi hjælpe
vi sejler i en allé af nedfald en verden
der falder fra os og intet andet.

Men jeg må jo kunne gå ud fra det
som jeg aldrig selv har sagt
det der lader sig læse hvidt
på hvidt en snestorm af betydning
et hjerte af sne med svaners hvidhed
dér på en endnu mere hvid side
som Baudelaire skrev på da han så det
en gang hvor jeg aldrig kan være
med øjne som ikke er hans.

Epifani

Hvis du mener det var uden
betydning da jeg smed en granat-
æblekerne i havet kan du umuligt
have set mig gå derfra igen.

Symfoniske katastrofer # 3,4 og 5

Symfoniske katastrofer #3
Øjeblikke af silende støj
ved siden af livet
ved siden af store maskiner.

Symfoniske katastrofer #4

Fragmentcement
bygger broer mellem
intet
og intet
her kan det gå over det hele.






Symfoniske katastrofer #5

Vi kom uden et navn
ensomme magneter
på vej ud af os selv
fra starten
og nu
symfoniske katastrofer
lyspletter mellem lyspletter
mellem lyspletter
over alt
i et
med et
men uden et navn.

Symfoniske katastrofer #2

Vi skaber os

Vi kaster vores store mors knogler
efter hende

vi skaber os

vi æder vores verden
og brækker os raden rundt

vi skaber os

det modsatte af at skabe
er vækst
vi kan ikke skabe i en verden
der vokser hurtigere end os

voksende vægge omkring
voksende vægge
omkring voksende
vægge omkring voksende
vægge omkring varm luft
vægge og os

så lad os skabe
os.

Symfoniske katastrofer #1

Tekst:

SYMFONISKE KATASTROFER    I


Alene
jeg er altid alene
når jeg drømmer om englene
i de rustrøde rum
de sidder altid på min brystkasse
imens de graver i mine øjne
med skeer skåret i ben.
Når jeg tænker på de drømme
ved jeg kun
at min hånd vil ruste
før skeen deri [xkxnknkfæ].

At findes til sidst

Det hele handler om at findes

for så mange som muligt

ja vi er alle vidner til sidst.

Hænder mod kroppe og kroppe mod hænder
de dage vi lever om kap med hinanden
det hele handler om at findes.

Jeg så en mand dø af tid
da klokken slog igen skrev han sig til sidst
ja vi er alle vidner til sidst.

Men linden gror og broen er nærmest uendelig
og sandet strækker sig længere væk end os
det hele handler om at findes.

Ja lad os mødes her hvor verden
ved mine fødder griber ud og gemmer sig
ja vi er alle vidner til sidst.

Det er at være i verden
det er ønsket om at dø i et nyt lys
det hele handler om at findes
ja vi er alle vidner til sidst.

K o m p o s i t i o n

Som en pause i verdens musik flygter jeg i en fuga

En sfære lyset dribler med
hele mit liv
har jeg følt mig som en
simpel
bevægelse.

En lyd luften danser til
ja
jeg må jo være
sådan et summende
støvkorn.

En gentagelse er aldrig det samme

som det der kom forinden
den sten er lagt!
 Her kommer en ny en ovenpå
den sten er lagt!
 Her kommer en ny en ovenpå
sådan bygger jeg mit hus
i luften.

Diget der holder på tiden
sådan skal vi
huskes
og rives ned
af kommende storme.

Hele mit liv

en sfære lyset dribler med

ja

sådan et summende

støvkorn.

Simpel
bevægelse

sådan bygger jeg mit hus 

i luften

af kommende storme.

Til ungdommen - og alle andre

Vi synger når vi ikke forstår
derfor er ingen begravet alene
derfor blev Grieg begravet i luften
i vores luft som stryger over stemmebånd
i sangen om os.

To
vi bliver født af to mennesker
ind i en verden
som vi lærer at se på med to øjne
de to sider af de to samme slag
en sag vi kan vende os fra eller imod
på en cirkelrund planet
hvor vi alle ender hvor vi begyndte
i kroppen
den krop som så sin sidste verden
da den slog øjnene op.

Se
hvilket
menneske
jeg ser min verden gennem hans ansigt
og stopper op.

at stoppe op
et øjeblik og tænke
gennem andre øjne
at verden aldrig stopper op
ikke et øjeblik.

Vi skal stadig
gå ind
i vores tid
og forstå den
som sange.

En slags fisketur

I
Kom udenfor en dag
så ser vi hvad vi kan fange
et øjeblik.

II
Der ude over vandet
sådan et lille tog
der krydser broen helt alene.


III
Gad vide om en fisk nogensinde er blevet kvalt i et fiskeben.

IV
Måske hænder det
at de trækker vejret dybt
og synger
under alt.


V
Alle de mennesker som tilfældigvis
befinder sig på stranden med et kamera
det øjeblik solen ikke tilfældigvis
går ned!

VI
Solnedgangen over havnebassinet
må hvert år få flere til at glemme håndbremsen.


VII
Det dybe saltspejl
hvor vi ser os måske
som i den der måne
den gang.

IIX
To verdener mødes over alt
og over alt hvor vi møder
vores verden
hvor vi møder
os


IX
At stå her i timer
og kigge ned i vandet
og vide at det da må være nogens drøm
at stå her og kigge ned
i nogens drøm.

X
En pulserende tanke
ved øens nordligste odde
til dem som må fare vild
i nat.


XI
Sov godt
Santiago.

Postkort fra en uvirkelig flodbred

Fire fortællinger ...

I








II








III








VI

Men skal vi ikke bare aftale at vi mødes i horisonten?

                                Dansen der ude er vi jo sammen om, ikke?
                                  

                               Kun der kan vi være i dag
                                    i nat.

En hyldest til alt det som ikke ligner noget, fordi det lever lystigt uden at prøve på det

Den skulptur

den kan jeg forstå

fordi den prøver på at være et træ

digte leder af natur efter læber

knopperne på blomsterne i vasen der

ligner små granater

saxofonens mund taler digtets sprog

fugle, instrumenter, mejsel, hammer, pensel og blyant

bygger et tårn op til himlen.

Det sker at verdens vinde

vågner i musik 

at de fugle
der flyver forbi tårnets vinduer

føler sig som fjer og intet andet:

Nøgne sangere under himlen

når verdener smelter sammen i sange

og vi

        vågner i musik

                             og taler sammen

                                                       til sidst.

Fortællingen om nogens sidste tanke

Han hedder Rasmus, men det har aldrig betydet noget. Igennem tiden er han blevet kaldt alt fra Jørgen til Bedste. Denne fortælling går ikke længere tilbage end et par sekunder i en døende hjerne, men da Rasmus gik i 7. klasse gik en ting op for ham. 

"Tankerne flyver stadig gennem hovedet på den døde, der tilsyneladende er bevidst i adskillige sekunder, efter at hjertet er gået i stå. I et nyt forsøg har neurologen Jimo Borjigin fra University of Michigan i USA målt hjerneaktiviteten hos rotter før og efter døden."

En morgen redte Rasmus sin seng, som han gør hver morgen og han tænkte over det at redde sin seng: At vide at man gør det fordi man ved, at man om aftenen skal ligge i den igen - at man skal sove igen. Det var i det øjeblik - eller måske imellem øjeblikke, det er ikke så vigtigt - at Rasmus forstod hvorfor hans morfar hvert år sår ærter ude i haven. Det er det samme som med sengen: Den tomme seng om morgenen er som den lille tørre ært i jorden først på året. Det vidste Rasmus også selvom han aldrig, på det tidspunkt, formulerede tanken. Kun billederne og den følte erkendelse af, at noget er det samme. Det der på kort sigt synes ubrugeligt, kan vise sig at være nogens første tanke, eller den sidste tanke i noget som ikke længere er nogen, men på kort sigt er ubrugeligt.

Kunsten at gå på line

Eller jeg kunne være en albatros

en vase mod et stengulv fordi

og ikke alene

jeg kunne jo skrive mig et sted

hvor jeg kunne skrive

og være til stede i verden

vreden som vokser ved hvert vingeslag

en albatros på et kors om en hals

som synger smukkere end resten 

af verdens medlidenhed.

 Døden i ørkenen

                           fødslen i havet.

Er vi løver 

eller er vi de sidste der skal dø?

Lynet      nu    i    nat    og    jeg    vil    vide    det

måske        med        ømme        vinger        

                  men ikke alene.

Vand op til anklerne

hænder mod himle

en skræmmende sandhed.

Vi kan ikke bare stå her
med verden i et askebæger
jeg kender min gud
pakket ind i tæpper
og et sviende lys.

Lad os sejle ud

og tegne

de sidste dyr

sammen.

Når verden skubber til vores ryghvirvler nedefra
og vi skubber igen indefra
sker der en åbenbaring oppefra
som vi kun kan drømme                           her fra
med øjnene lukkede og luft over kroppen
med hovedet
på planter
der nikker forstående i vinden
de ved hvad de vil i verden
være
     i verden
              som os.
Vi løber gennem skove med blade af glas og skærer os på verdens tendenser.

Kunsten: At gå på line

Væk

Billed essay: Hest, fragment og vejtræer

... De rider på blæsten som heste og tæmmer vinden med vejrtrækning ...

                                                             Detteerdensammetankeibrand

                                                                        En sommerfugl fortalte mig i en bog:
                                                              Det smukkeste
                                                                           bliver ikke ved med at være smukt
                                og har ikke altid været det                                                   derfor
er det så smukt                                                                    

Hurtigt, tag et billede! Skriv et ord! Syng en sang i verdens øre! Så skal vi aldrig dø    lige nu!

Men som en del af os.
                                                           som en s o m m e r f u g l
                                                                                                         i en bog.

Mælkebøtten og reklamebuddet:
                                                   Smukt som et menneske der smiler imens det dør.

Kaos k a o s KAOS KaOs kAoS soak kosakaos

Apollons dionysiske drøm

Systemer

Kaffelade

Din krop er min båd

I sommeren forbinder vandet vores kroppe
som i mørke eller ord
svæver vi i elementet side om side
om dagen om natten
når søen bøjer lyset går vi ture på solen
eller på månen
hånd i hånd
i himlen.

Vores verden er fast
i sin flydende form
som vi en dag vil forstå
på fremmede strande
flyde ud sammen
og væk fra alt men aldrig hinanden.

Tandløst fortabte
vil vi tænke
men som fanger i tanken
tvunget til at forstå
og forgå som alt
min krop sejler
med os to bundet fast til masten
med åbne øjne
sammen
til sidst.

3 epifanier fra området omkring Hollufgård:

I

Den hurtigt skurrende lyd. Små agerhøns løber gennem årets første, spæde skud af skvalderkål. Der i markskellet.








II

En mark med vildgæs skræpper op i mørket: Jeg har aldrig været helt sikker på hvad det var for en lugt, de morgener hun sagde haven lugtede af ræv.








III

I dag var en af svanerne gået op på cykelstien. Den lignede en stor hvid maskine. Halefjerene sitrende i brisen. Ellers var alt stille da jeg kørte forbi.

Til A

Det betyder ikke noget

at du ikke ved at jeg

tænker på dig nu;

det har intet med dig at gøre.

Jeg ville aldrig kunne fastholde dig på skrift

du er 

i dette digt kun et produkt af mig

som jeg har i hånden og derfor aldrig kan nå

det ville være at løsrive mig 

fra mit spejlbillede

ordet spejler kun hånden der skriver

kroppen der skriver i verden

og verden der holder hånden der skriver og

flytter den i flydende bevægelser

som en kuglepen man har lånt.

Jeg skriver et digt om mig

for at elske dig

i kroppen som aldrigkan elske dig i digtet.

#Undergangslyrik #Ørntoft #VREDHASSAN #ÆOLIOS #Shelleyogsådannoget

Dagens digter
er en æolisk
nej
en elektrisk harpe
står i udkanten 
af en nedbrændt tilværelse
Æolios er smidt ud af bandet:
lungekræft
usund livsstil 
kunne ikke huske nogle af teksterne
hvæser når han griner nu
det centrallyriske digterjeg
tørrer lidt øjenbetændelse til side
og hænger sig i natten
over byen
hvor folk hænger sig i natten
dagens digter ser til
dagens digter
danser på et selfie uden filter
dagens digter bruger for meget tid på Facebook
GØR BRUG AF JEGERVREDKNAPPEN
igen
digterens første alfabet
fortalte at brintbomben fandtes
i det første alfabet fandtes en bøn om at dø
og et forvrænget harpespil når selv de fjerneste kyster
nu
en harmonisk 
nej symfonisk
oversættelse af det ufattelige
undskyldning til albatrosserne og kragerne
niggerkorset er ikke medlidenhed men white noise
digtet er
i ryggen
og poets are the unacknowledged legislators
of what is left.