ud af historien vokser vores undergang som en tumor
ud af os vokser historien som en legemsdel
digtets symbolskov falder med alle
alle de træer de er en sørgedragt
en blykåbe belagt med bladguld
du ved det
skovbunden flyder med dødsmasker
digterne lusker rundt og prøver på
rævens symbolsol gemt i tidlig jagt
bagved farven forsvinder jeg også i hvidt
en bunke knogler ved en rævegrav
billedet fra nogens barndom
på bogens sidste side
bag den et ansigt som skoven skærmer lidt endnu
en bunke bøger ved mit hovedgærde
skovbunden flyder med os
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet er interessant at vende tilbage til det her digt. Det første jeg tænker i forbindelse med at høre om "vores undergang" og
SvarSlet"digtets symbolskov falder med alle
alle de træer de er en sørgedragt" er, at denne undergang kan tolkes som værende menneskers konstante kredsen om sig selv, om kunstigt opbyggede hierarkier, en misforstået, antropocentrisk humanisme der bedømmer, dømmer og dermed designer den verden, alt andet liv, vi blot er en enkelt art, der lever på og af. Som John Gray skriver i bogen "Straw Dogs. Thoughts On Humans and other Animals": "For much of their history and all of prehistory, humans did not see themselves as being any different from the other animals among which they lived. Hunter-gatherers saw their prey as equals, if not superiors, and animals were worshipped as divinities in many traditional cultures. The humanist sense of a gulf between ourselves and other animals is an aberration. It is the animist feeling of belonging with the rest of nature that is normal. Feeble as it may be today, the feeling of sharing a common destiny with other living things is embedded in the human psyche. Those who struggle to conserve what is left of the environment are moved by the love of living things, biophilia, the frail bond of feeling that ties humankind to Earth". Så når jeg prøver på at læse dette digt, så kigger jeg på, hvad "det" er i titlen. Og en læsning af det kunne være, at det er sproget selv, der står og falder med "os", netop fordi tolkningen frem for relationen er så fremherskende, når et verdensbillede der handler om at kunne forvalte bliver så forvrænget, at det mister sin sans for hvad og hvem, det kan forvalte og med hvilke ord. Og vigtigst af alt efter min mening: hvorfor denne trang til at forvalte, designe, manipulere og blande sig i alting er en så stor del af historien om mennesker. Der er noget paradoksalt på færde, der fortæller sig selv, at det vil tæmme noget utæmmeligt frem for at træde tilbage og være en del af det hele, være frem for at blive. Der er en kamp med sproget i gang her i digtet, som jeg læser det. Og det er vel et essentielt spørgsmål enhver der skriver støder ind i:
Jeg kan desuden lide at tænke på ordet "os" i titlen som repræsenterende enten netop kun mennesker vs. repræsenterende alle levende væsner. Det er igen humanisme vs. animisme. Animisme er helt klart et yderst brugbart verdensbillede i den sammenhæng. Og et der nøje respekterer en virkelighed, der kan mærkes, som gør en reelt høj på livet, ydmyg og taknemmelig for at være i live og alt muligt andet, mens humanisme, og en del andre -ismer, der misforstået sætter mennesker som en überforvaltere af alt og alle andre kredsende om eget sprog er en sikker vej imod selvdestruktion.
Jeg synes, det er et ærligt og modigt digt, du har skrevet her. Et der virkelig vil have noget til at træde frem fra visse for nemme skygger. Og det bedste i digtet synes jeg er slutningen:
"en bunke bøger ved mit hovedgærde
skovbunden flyder med os"
Det er et suggestivt billede, der ikke "afslører" for meget af sig selv og dermed indbyder til mange fortolkninger.
Godt nytår herfra.