Til Hest

- Skrevet til dette maleri af Frederikke Billie Jensen med titlen Hvid Død på Bleg Hest :

Jeg har læst om hvordan de indiske guder
red på heste af luft og tæmmede blæsten
med deres vejrtrækning.

*

Monéts valmuer opsuger malingen med deres rødder
set på afstand
dem og byens røde lys set på afstand
vores grundvand
set på afstand kunne det ligne blod
set på afstand
alle de blade jeg falder
set på afstand kunne det ligne noget.

*

Og jeg tænker på et Irland
der fandtes
hvor folk forsvandt i tågen
og fiskere og sømænd frygtede
de skyggeheste der af og til dukkede op
i bølger omkring båden
og et Irland som
forsvandt i tågen.

*

Hvor ville jeg være tryg og bange
hvis jeg lå der i flokken af heste
og var en hest i aften
hvor ville jeg være en hest
der i flokken af heste
tryg og bange
som kun en hest i en hesteflok kan være det.

*

Men
malede heste spiser malet græs
spiser malede marker
hvor jeg aldrig
kan være.

*

Den kunst den er værens fængselsmur
så stig op og syng hvad du ser
sammen kan vi ride gennem vores verden
på ryggen af verdens digte
gennem vores verden med vores verden
på ryggen
af verdens digte.

Tilbage

Lyden af regn
en moders stemme
tilbage til ægget hver aften
lyder som naturens uoprettelige brister
regnen tilbage til mig
at læse en bog måske
fordi man holder af at være der
hvor vi var en gang
og altid vil være alene
som en duft det aldrig vil nytte at nævne.

- Undskyld. Jeg troede du var en anden.
- Det ved jeg ikke.

Undergang under gang

Ud af historien 
vokser vores undergang
som en tumor
ud af os vokser historien
som en legemsdel.

Et digt til Baudelaire tror jeg det blev

Nøgne kastanjegrene pisker hjælpeløst i vinden
nej
sådan skal dette digt ikke starte
vi er alligevel mere hjælpeløse
end alle træerne
ikke engang dem kan vi hjælpe
vi sejler i en allé af nedfald en verden
der falder fra os og intet andet.

Men jeg må jo kunne gå ud fra det
som jeg aldrig selv har sagt
det der lader sig læse hvidt
på hvidt en snestorm af betydning
et hjerte af sne med svaners hvidhed
dér på en endnu mere hvid side
som Baudelaire skrev på da han så det
en gang hvor jeg aldrig kan være
med øjne som ikke er hans.

Epifani

Hvis du mener det var uden
betydning da jeg smed en granat-
æblekerne i havet kan du umuligt
have set mig gå derfra igen.

Symfoniske katastrofer # 3,4 og 5

Symfoniske katastrofer #3
Øjeblikke af silende støj
ved siden af livet
ved siden af store maskiner.

Symfoniske katastrofer #4

Fragmentcement
bygger broer mellem
intet
og intet
her kan det gå over det hele.






Symfoniske katastrofer #5

Vi kom uden et navn
ensomme magneter
på vej ud af os selv
fra starten
og nu
symfoniske katastrofer
lyspletter mellem lyspletter
mellem lyspletter
over alt
i et
med et
men uden et navn.

Symfoniske katastrofer #2

Vi skaber os

Vi kaster vores store mors knogler
efter hende

vi skaber os

vi æder vores verden
og brækker os raden rundt

vi skaber os

det modsatte af at skabe
er vækst
vi kan ikke skabe i en verden
der vokser hurtigere end os

voksende vægge omkring
voksende vægge
omkring voksende
vægge omkring voksende
vægge omkring varm luft
vægge og os

så lad os skabe
os.