torsdag den 22. januar 2015

Søvnen min harddisk



Vores verden som ikke er fast
de siger det sidder i tøjet
som røg
lad os kort
slutte os sammen

du skal betragte den her lygte som et møl
lykken
synets selvbedrag

vent sov ikke her!

                                                              Døden slukker ikke sig selv.


Jeg har klippet ledningen helt over på nær en lille kobbertråd, der skal vi altid have hinanden

på skærmen på skærmen
på skærmen
i nat.

Farvel til et liv uden fejlglimt

her er 1'er og 0'er
kys mellem de døde

så lad os kortslutte os sammen.








tirsdag den 13. januar 2015

forespørgsel for gentagelser til antologi

Med gentagelser kan man nogle gange sige noget nyt ved at sige det samme igen.
- jeg har besluttet mig for at lave en antologi over sigende, insisterende og ørehængende gentagelser fra litteraturen, musikken og andre steder i kunstens verden. Det bliver et langvarigt projekt som jeg vil arbejde på når jeg har tid - en slags hobby.
Nogle forslag til gentagelser som burde komme med i en sådan antologi? Kh. Mads.
Ps. The horror, the horror
Samson samson
The moment you know, you know, you know.
Rose is a rose is a rose is a rose
The trunks of the trees too where dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.
Number nine number nine.
Come out and see. Come out and see. Come out and see.
https://m.youtube.com/watch?v=g0WVh1D0N50

tirsdag den 9. december 2014

Det står og falder med os


ud af historien vokser vores undergang som en tumor

ud af os vokser historien som en legemsdel

digtets symbolskov falder med alle

alle de træer de er en sørgedragt

en blykåbe belagt med bladguld

du ved det

skovbunden flyder med dødsmasker

digterne lusker rundt og prøver på

rævens symbolsol gemt i tidlig jagt

bagved farven forsvinder jeg også i hvidt

en bunke knogler ved en rævegrav

billedet fra nogens barndom

på bogens sidste side

bag den et ansigt som skoven skærmer lidt endnu

en bunke bøger ved mit hovedgærde

skovbunden flyder med os

fredag den 21. november 2014

Til Hest

- Skrevet til dette maleri af Frederikke Billie Jensen med titlen Hvid Død på Bleg Hest :



Jeg har læst om hvordan de indiske guder
red på heste af luft og tæmmede blæsten
med deres vejrtrækning.

*

Monéts valmuer opsuger malingen med deres rødder
set på afstand
dem og byens røde lys set på afstand
vores grundvand
set på afstand kunne det ligne blod
set på afstand
alle de blade jeg falder
set på afstand kunne det ligne noget.

*

Og jeg tænker på et Irland
der fandtes
hvor folk forsvandt i tågen
og fiskere og sømænd frygtede
de skyggeheste der af og til dukkede op
i bølger omkring båden
og et Irland som
forsvandt i tågen.

*

Hvor ville jeg være tryg og bange
hvis jeg lå der i flokken af heste
og var en hest i aften
hvor ville jeg være en hest
der i flokken af heste
tryg og bange
som kun en hest i en hesteflok kan være det.

*

Men
malede heste spiser malet græs
spiser malede marker
hvor jeg aldrig
kan være.

*

Den kunst den er værens fængselsmur
så stig op og syng hvad du ser
sammen kan vi ride gennem vores verden
på ryggen af verdens digte
gennem vores verden med vores verden
på ryggen
af verdens digte.


torsdag den 13. november 2014

Tilbage



Lyden af regn
en moders stemme
tilbage til ægget hver aften
lyder som naturens uoprettelige brister
regnen tilbage til mig
at læse en bog måske
fordi man holder af at være der
hvor vi var en gang
og altid vil være alene
som en duft det aldrig vil nytte at nævne.

- Undskyld. Jeg troede du var en anden.
- Det ved jeg ikke.


fredag den 7. november 2014

Undergang under gang

Ud af historien 
vokser vores undergang
som en tumor
ud af os vokser historien
som en legemsdel.

torsdag den 6. november 2014

Et digt til Baudelaire tror jeg det blev

Nøgne kastanjegrene pisker hjælpeløst i vinden
nej
sådan skal dette digt ikke starte
vi er alligevel mere hjælpeløse
end alle træerne
ikke engang dem kan vi hjælpe
vi sejler i en allé af nedfald en verden
der falder fra os og intet andet.

Men jeg må jo kunne gå ud fra det
som jeg aldrig selv har sagt
det der lader sig læse hvidt
på hvidt en snestorm af betydning
et hjerte af sne med svaners hvidhed
dér på en endnu mere hvid side
som Baudelaire skrev på da han så det
en gang hvor jeg aldrig kan være
med øjne som ikke er hans.