Kigger væk fra verden op i himlen
og så væk fra verden ned i jorden
alt det papir alene i norden
er i jorden nu som spirers vrimlen.
Og straks ser jeg en verden væk fra mig
det er den samme sang som spadestik
jeg ser spor forladt af en flok som gik
jeg fik lært af flokken at finde vej.
Kontrasten er klar i den symfoni
den er verdens last; sidder fast på hvidt
tænker binært synkron som forbandet.
Parallelt parallelt ud af den sti
nej bladene falder aldrig som skidt
så de falder for evigt som vandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar