torsdag den 21. november 2013

sonet #3

Der er dage hvor jeg vandre der selv
i dybe skove de sene timer
hvis du høre en kalden der inde
skal du først være bange når du ser
hvorfra i mørket ordene kommer
og det sidste man gør er at løbe
i skovbund kan kun dyrene stå fast
sidste nat drømte jeg om en hare
som endte livet på ulves tænder
dens sidste seng blev løv og skovens muld
da jeg vågnede fra drømmen igen

så jeg på harer som var de mig selv
hvis du smiler når ulvene bider
slår de ikke ihjel med det samme.

lørdag den 16. november 2013

Sonet #2

Går gennem skoven i mine tanker
hun bærer på noget smukt og forladt
vores verden hvor børn græder fordi
børn græder og lyset flimrer forbi
i verden de tabte som de fleste
jeg vil ikke skrive at det hele
er et tog, for havet flimrede først
Ikaros, Morti, Shelley, Byron, Keats
og selv Phaethon; faldt ikke men blev tabt
som børn af mødrene her i skoven
hvor livet begyndte i et øje.

I sange på jorden ser jeg dem nu
ordet; døden på jorden i sange
og nu døde på jorden i sange.