Sfærernes musik

- Efter Rued Langgaard

Jorden
Når urnen er i jorden kigger vi op
mod en askegrå himmel
vi går der fra
med løftede blikke

for hvert skridt
synker den under os
alt synker sammen og
mennesker føres sammen
og synker sammen
og sammen trækker vi os videre
gennem verden med hænderne
ført sammen

og tankerne flyder ud
fra et uudtømmeligt jordlag
i os
til den dag hvor vi bærer hinanden
på jorden en sidste gang
og kigger (i forventning)
op mod en askegrå himmel
fra en blågrøn sammenkrøllet sfære
en dag vil vi synge til tonerne
af jorden over os.


Tonen
Det
det er tonen der skaber
os og vi skaber
toner

et sted i universet
fra en snøvlende trompet
måske
flyder alt hvad der er mig
og alt det vi går på
her

en dag for 23 år siden
en dag før jeg blev født
hørte jeg en sang om mig
jeg har ikke hørt den siden
men den hænger stadig på mig
som lette klæder som
lydens kæder der
kæder os sammen
med hinanden og
sammen
med det vi ser når vi synger

i sange bliver vi skabt
når vi hører tonen der skabte os
et sted bag harmoniske udblæsninger
og baggrundsstrålingens summen
falder runde frugter fra stammen
og lander
som os på vores jord.


Frugten
Frugten er det at blive født
og følt på
af en mor
en verden vi møder
når vores øjne og ører åbnes
og vi føler vores egne frugter mens
vi går på jorden før dem
og glemmer vejen tilbage
til lyden
stammen hvor musikken
og vores far findes
som runde former.


Ham
Jeg tror at han råber af smerte
når harmonier bliver født
af ham
men jeg håber at han hører
at det også bliver følt af mig
her hvor jeg synger om
frugter jord toner og ham
der synger
med uendeligt mange stemmer
i en evighed
i min
evighed.

sonet #3

Der er dage hvor jeg vandre der selv
i dybe skove de sene timer
hvis du høre en kalden der inde
skal du først være bange når du ser
hvorfra i mørket ordene kommer
og det sidste man gør er at løbe
i skovbund kan kun dyrene stå fast
sidste nat drømte jeg om en hare
som endte livet på ulves tænder
dens sidste seng blev løv og skovens muld
da jeg vågnede fra drømmen igen

så jeg på harer som var de mig selv
hvis du smiler når ulvene bider
slår de ikke ihjel med det samme.

Sonet #2

Går gennem skoven i mine tanker
hun bærer på noget smukt og forladt
vores verden hvor børn græder fordi
børn græder og lyset flimrer forbi
i verden de tabte som de fleste
jeg vil ikke skrive at det hele
er et tog, for havet flimrede først
Ikaros, Morti, Shelley, Byron, Keats
og selv Phaethon; faldt ikke men blev tabt
som børn af mødrene her i skoven
hvor livet begyndte i et øje.

I sange på jorden ser jeg dem nu
ordet; døden på jorden i sange
og nu døde på jorden i sange.

Sonet #1

De fugle de flyver så højt i dag
at jorden knap sanser deres skygger
træernes rødder så dybt i jorden
at mine fødders rute ej røbes
vindenes sang i ord eller tone
holder evigt koncert for mit øre
sommerens marker og vinterens slør
er bøgerne uden omslag for mig
jeg ville ønske jeg en enkelt dag
kunne lukke min hjerne for verden
så ville jeg vide hvordan det er
at være blind, dum og døv som bladet
der hænger alene dag efter dag
og skriver sine digte gennem mig.

Sommer

Jeg så hende male
den sommer
nu ser jeg hende
i drømme
foran lærredet
hvor trækroner bliver til eksplosioner
og stjerner kan skære
på lærredet
hvor vi gik ture
ikke som mig og hende
ikke som elskere
men som to bønder
som mester og den spinkle læredreng
som en hejre og en hare
som vilde blomster tæt mellem fliserne
et par skårede kopper
et utal af kroppe
som græs
som et par faldende duer
hånd i hånd med himlen
mod jorden med åbne arme
hun malede min sommer.

den gyldne time

En bedende fisker talte til mig i toner
den gyldne time
sagde han
hvor solen anstrenger sig for at gå ned
sorte flokke af træblæsere over bølgerne
et øjeblik
og svalerne bliver til flagermus
himlens vagtskifte
vinden er i ansigtet nu mere end før
nu kommer fiskene ind til bredden
kanten af verden hvor vores liv begyndte
og deres stadig slutter
og fiskeren beder
med vand op til knæene er han verden
han sagde til mig
at han ser på livet som en feberdrøm
og døden
den sorteste fugl i flokken
han fisker tæt ved sivene i aften
himlen bliver mørkere
og vandet koldere
ingen ved hvor han er om vinteren
nu er han her
og i nat vil han igen drømme
om løverne på stranden.

At huske i blæk (Projekt med BGK eleverne Nikolaj Kjær Katballe og Sabine Piletti.)

At huske i blæk (Projekt med BGK eleverne Nikolaj Kjær Katballe og Sabine Piletti.)

Walisisk sang

Slå strengene an og forsvind som lyd fra rummet
Jeg kan ikke sige farvel som lyset
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Jeg lukker ikke lågen før hundene kan nå mig; jeg
slår øjnene op og solsorte dækker jorden; jeg
slår strengene an og forsvinder som lyd fra rummet.

De tørster de gamle men danser i tørke
med én fod på bredden skal man vende sig til vandet
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Vi husker og ønsker som man takker for straf
lån mig dine fjer når benene svigter
slå strengene an og forsvind som lyd fra rummet.

Vi ønsker at huske i mørke
visse ord lyser skarpt i luften
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Jeg skal bringe dig din harpe før du går til ro
jeg vil huske lyden og der ved din side høre dig
slå strengene an og forsvinde som lyd fra rummet
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Bel canto

I

En dag vendte falkonerens fugle ikke tilbage.

Glædespigerne
blev i deres klæder
glemte at være glade.

Digteren
mistede evnen til at fløjte.

Maleren
tørrede penslen af i lærredet
og udstillede stolt en plettet klud.

Smeden trådte et søm op i foden
så skoen sad fast.

Tjeneren greb viskestykket
før flasken ramte jorden.

Skulptøren
stod stille i parken hele dagen.

Tømreren bankede blomster i
og gartneren så sømmene spire.

Bokseren spiste tomatsuppe med blodtud
skålen virkede uudtømmelig.

Bedemanden
byggede sin hoveddør af kistetræ
og glemte helt håndtaget.

Færgemanden var tørstig
stjal en mønt
fra en død mands mund.

Kusken
måtte spørge hesten om vej
og endte med at påkøre et æbletræ.

Fyrpasseren var fortvivlet fordi en grå stær
havde stjålet hans opiumspibe
apotekeren stak ham i øjet med en ildrager
da han forsøgte at købe sig en ny.



II

I kirketårnet var der kammermusik
præsten bød på vin
og hamrede hovedet ind i klokken.

Gulvet under dirigenten
knirkede på to-slaget
i hver takt.

Før koncerten
havde cellisten
gnedet buen mod et grantræ.

Violinistens vejrtrækning
var øredøvende.

Tubaisten glemte at trække vejret
mørket strøg ned over hans noder.

Paukisten nynnede en anden melodi
og slog hul i skindet.

Oboisten tog en dyb indånding
og dykkede ned i tredje sats
hvor hun flød med
og senere sank mod bunden af nodearket.






III

Når vinden var i den rigtige retning
kunne koncertens toner anes af pelsede ører i skoven uden for byen
hvor ingen rigtigt tænkte videre over dét billede.

Et rådyr løb ind i en ræv
ingen forsøgte at undskylde
men begge glemte de hvor de var på vej hen.

Myrer mistede overblikket over skovbunden
først fór én vild så to så tre så tusinde
de gik mod sten og skar sig på skarpe blade.

Et jordegern himlede med øjnene
og faldt i et hul.

Uglen på grenen over søen havde svært ved at forstå
hvorfor træet vendte forkert.



IV

På byens kirkegård ringer en lille klokke
den overdøves af lyden af en harpe
der tabes ned af en vindeltrappe
en dag og en koncert er forbi.

Til sidst kom tågen over byen
hvor flere falke fløj i blinde.

Japansk humor

Ha ha ha ha ha
ha ha ha ha haha ha
ha ha ha ha ha!

..,streg ... Mig

Det jeg har skrevet
               siden jeg lærte at være
                               hænger fast på en tråd
                                                  som hoveder i et nodesystem
                                                                  eller i mit hovede
                                                                                              i et system af sang
                                                                                                            og klingende tegn.