Sonet #1

De fugle de flyver så højt i dag
at jorden knap sanser deres skygger
træernes rødder så dybt i jorden
at mine fødders rute ej røbes
vindenes sang i ord eller tone
holder evigt koncert for mit øre
sommerens marker og vinterens slør
er bøgerne uden omslag for mig
jeg ville ønske jeg en enkelt dag
kunne lukke min hjerne for verden
så ville jeg vide hvordan det er
at være blind, dum og døv som bladet
der hænger alene dag efter dag
og skriver sine digte gennem mig.

Sommer

Jeg så hende male
den sommer
nu ser jeg hende
i drømme
foran lærredet
hvor trækroner bliver til eksplosioner
og stjerner kan skære
på lærredet
hvor vi gik ture
ikke som mig og hende
ikke som elskere
men som to bønder
som mester og den spinkle læredreng
som en hejre og en hare
som vilde blomster tæt mellem fliserne
et par skårede kopper
et utal af kroppe
som græs
som et par faldende duer
hånd i hånd med himlen
mod jorden med åbne arme
hun malede min sommer.

den gyldne time

En bedende fisker talte til mig i toner
den gyldne time
sagde han
hvor solen anstrenger sig for at gå ned
sorte flokke af træblæsere over bølgerne
et øjeblik
og svalerne bliver til flagermus
himlens vagtskifte
vinden er i ansigtet nu mere end før
nu kommer fiskene ind til bredden
kanten af verden hvor vores liv begyndte
og deres stadig slutter
og fiskeren beder
med vand op til knæene er han verden
han sagde til mig
at han ser på livet som en feberdrøm
og døden
den sorteste fugl i flokken
han fisker tæt ved sivene i aften
himlen bliver mørkere
og vandet koldere
ingen ved hvor han er om vinteren
nu er han her
og i nat vil han igen drømme
om løverne på stranden.

At huske i blæk (Projekt med BGK eleverne Nikolaj Kjær Katballe og Sabine Piletti.)

At huske i blæk (Projekt med BGK eleverne Nikolaj Kjær Katballe og Sabine Piletti.)

Walisisk sang

Slå strengene an og forsvind som lyd fra rummet
Jeg kan ikke sige farvel som lyset
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Jeg lukker ikke lågen før hundene kan nå mig; jeg
slår øjnene op og solsorte dækker jorden; jeg
slår strengene an og forsvinder som lyd fra rummet.

De tørster de gamle men danser i tørke
med én fod på bredden skal man vende sig til vandet
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Vi husker og ønsker som man takker for straf
lån mig dine fjer når benene svigter
slå strengene an og forsvind som lyd fra rummet.

Vi ønsker at huske i mørke
visse ord lyser skarpt i luften
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Jeg skal bringe dig din harpe før du går til ro
jeg vil huske lyden og der ved din side høre dig
slå strengene an og forsvinde som lyd fra rummet
svæv, svæv i tanken før du flyver.

Bel canto

I

En dag vendte falkonerens fugle ikke tilbage.

Glædespigerne
blev i deres klæder
glemte at være glade.

Digteren
mistede evnen til at fløjte.

Maleren
tørrede penslen af i lærredet
og udstillede stolt en plettet klud.

Smeden trådte et søm op i foden
så skoen sad fast.

Tjeneren greb viskestykket
før flasken ramte jorden.

Skulptøren
stod stille i parken hele dagen.

Tømreren bankede blomster i
og gartneren så sømmene spire.

Bokseren spiste tomatsuppe med blodtud
skålen virkede uudtømmelig.

Bedemanden
byggede sin hoveddør af kistetræ
og glemte helt håndtaget.

Færgemanden var tørstig
stjal en mønt
fra en død mands mund.

Kusken
måtte spørge hesten om vej
og endte med at påkøre et æbletræ.

Fyrpasseren var fortvivlet fordi en grå stær
havde stjålet hans opiumspibe
apotekeren stak ham i øjet med en ildrager
da han forsøgte at købe sig en ny.



II

I kirketårnet var der kammermusik
præsten bød på vin
og hamrede hovedet ind i klokken.

Gulvet under dirigenten
knirkede på to-slaget
i hver takt.

Før koncerten
havde cellisten
gnedet buen mod et grantræ.

Violinistens vejrtrækning
var øredøvende.

Tubaisten glemte at trække vejret
mørket strøg ned over hans noder.

Paukisten nynnede en anden melodi
og slog hul i skindet.

Oboisten tog en dyb indånding
og dykkede ned i tredje sats
hvor hun flød med
og senere sank mod bunden af nodearket.






III

Når vinden var i den rigtige retning
kunne koncertens toner anes af pelsede ører i skoven uden for byen
hvor ingen rigtigt tænkte videre over dét billede.

Et rådyr løb ind i en ræv
ingen forsøgte at undskylde
men begge glemte de hvor de var på vej hen.

Myrer mistede overblikket over skovbunden
først fór én vild så to så tre så tusinde
de gik mod sten og skar sig på skarpe blade.

Et jordegern himlede med øjnene
og faldt i et hul.

Uglen på grenen over søen havde svært ved at forstå
hvorfor træet vendte forkert.



IV

På byens kirkegård ringer en lille klokke
den overdøves af lyden af en harpe
der tabes ned af en vindeltrappe
en dag og en koncert er forbi.

Til sidst kom tågen over byen
hvor flere falke fløj i blinde.