onsdag den 5. februar 2014

En drømmers manifest måske


                             Her er jeg nu
jeg drømmer om at skrive
om at drømme
og om at skrive om at drømme -
ikke et erhverv der vil fæstne sig
                             på mine hænder
som jord, mel, fiskeskæl eller kanelstøv
men en beskæftigelse som jeg vil fæstne mig på
                             i kroppen
som drankeren og barnets trang til flasken

og når dagen er omme vil jeg gå i seng med ømme øjne
af at se på altings skønhed og mangler
mit kontor skal være min krop og ventilatoren,
kontorstolen, vandcisternen og kaffemaskinen -
alting - skal være dagligt ude af drift
                             med mig

mens musikken i baggrunden vil fortsætte
med at føre mig frem gennem varmen
i rystende bevægelser mod en dag
og en dag og en dag indtil alting
er skrevet og husket
                             eller glemt.

tirsdag den 4. februar 2014

Salme

- Til det værende væsen

At se på døden med øjne af sølv
og vide at du hver dag vil tabe
at se de døde der stråler som sølv
og alting det stråler alene.

Så se på døden med øjnene af sølv
og vid at det hver dag var dig
der sang til sølvstrengens toner
og vågnede til slørede finaler.

Vi synger som sølv som det sidste stop
og smelter i ædel ekstase
Ser man på frugter for længe
falder de ned fra de levende kroner:

Vidner om tiden i livet på jorden
på jorden til sidst som os alle
på jorden efter årets tungeste byge
er vi på jorden forsølvede frugter.