 |
Eller jeg kunne være en albatros
en vase mod et stengulv fordi
og ikke alene
jeg kunne jo skrive mig et sted
hvor jeg kunne skrive
og være til stede i verden
vreden som vokser ved hvert vingeslag
en albatros på et kors om en hals
som synger smukkere end resten
af verdens medlidenhed.
Døden i ørkenen
fødslen i havet.
Er vi løver
eller er vi de sidste der skal dø?
Lynet nu i nat og jeg vil vide det
måske med ømme vinger
men ikke alene.
|
 |
Vand op til anklerne
hænder mod himle
en skræmmende sandhed.
Vi kan ikke bare stå her
med verden i et askebæger jeg kender min gud pakket ind i tæpper og et sviende lys.
Lad os sejle ud
og tegne
de sidste dyr
sammen.
Når verden skubber til vores ryghvirvler nedefra
og vi skubber igen indefra sker der en åbenbaring oppefra som vi kun kan drømme her fra med øjnene lukkede og luft over kroppen med hovedet på planter der nikker forstående i vinden de ved hvad de vil i verden være i verden som os. Vi løber gennem skove med blade af glas og skærer os på verdens tendenser. Kunsten: At gå på line |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar