Nøgne kastanjegrene pisker hjælpeløst i vinden
nej
sådan skal dette digt ikke starte
vi er alligevel mere hjælpeløse
end alle træerne
ikke engang dem kan vi hjælpe
vi sejler i en allé af nedfald en verden
der falder fra os og intet andet.
Men jeg må jo kunne gå ud fra det
som jeg aldrig selv har sagt
det der lader sig læse hvidt
på hvidt en snestorm af betydning
et hjerte af sne med svaners hvidhed
dér på en endnu mere hvid side
som Baudelaire skrev på da han så det
en gang hvor jeg aldrig kan være
med øjne som ikke er hans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar